Som vener i et legeme strækker uendelige landeveje sig gennem det europæiske landskab, fyldt med rastløs energi og lastbiler i lange kolonner i evig bevægelse dag ud og dag ind fra øst til vest og fra nord til syd. Disse kolonner er Europas pulsslag der holder liv i dette store samfundslegeme.
Denne bog er en beretning om de mænd og kvinder der var en del af dette store system. Vi var vidner til et Europa som ikke længere eksisterer. Vi var disse stolte mænd og kvinder der med vores flid, bragte rigdom og velstand til vort land.
En fantastisk tid med utrolige oplevelser på godt og ondt som man siger. Det var et privilegium at have haft et sådant arbejde, for kedeligt var det aldrig på noget tidspunkt. Et spændende arbejde, sommetider dog lige rigeligt spændende.