Bent Nielsen er lidt af en legende blandt nordjyske og norske vognmænd og chauffører. Han startede som mekaniker hos Scania-forhandler Im. Stiholt A/S i Sæby i 1969, avancerede ret hurtigt til værkfører, og senere til værkstedschef. 29 år blev det til i alt, hvor de tre navne Im. Stiholt, Scania og Bent Nielsen var nært knyttede til hinanden. Der findes ikke mange mennesker, der ved lige så meget som Bent om, hvordan en Scania er skruet sammen, og ingen der ved mere.
Bent har den opfattelse, som han naturligvis delte med kunderne, at en lastvogn er til for at køre på vejene, og ikke for at stå stille. Så når en chauffør eller en vognmand ringede til Bent og fortalte, at hans bil var kørt i stykker, og at det lokale Scania-værksted ikke ville rykke ud omgående, gik der ikke lang tid, inden Bent og en eventuel makker var undervejs.